anmeldelse
Foredrag af Petra Nagel - "Petra elsker sig selv"
Af FOF-anmelder Cecilie Liv Rasmussen, cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur samt filosofi, Aarhus Universitet
Petra Nagel er værten for denne aften, hvor salen fyldes næsten kun af kvinder. Det er unge kvinder i alle størrelser, som kommer for at få inspiration, selvkærlighed og for at mærke, at der findes andre med samme negative tanker som dem selv.
Petra Nagel er journalist og har lavet en programrække på ungdomskanalen DR3, der handler om det problemfyldte forhold, hun har til sin egen krop. Programmet er blevet populært, fordi Petra formår at slå en dybt klingende streng an i de fleste kvinder.
Vi kvinder er utilfredse med vores kroppe, mens vi, uden at opdage det, er genstand for hinandens beundring – vi beundrer andres kroppe, der er ligeså almindelige som vores egne.
Petra fortæller åbent om, at en psykolog har gjort hende opmærksom på, hvor grimt hun taler til sig selv: ”Hvorfor taber du dig ikke bare, dit tykke dyr?”.
Denne aftens foredrag bliver en overlevering fra kvinde til kvinde om, at vi skal holde op med at hade os selv og acceptere, at vi er ganske almindelige mennesker. At vi ikke skal forsøge at hamle op med sociale medier, for der viser man kun det smukke, og det smukke er manipuleret.
Petra har ikke en opskrift på, hvordan man kan knuselske sig selv hver evig eneste dag. Hun fremlægger vores selvhad som en arv fra mor til pigebarn. Hvis en mor ser sig i spejlet og sviner sig selv til, vil pigen en skønne dag vokse op og gøre det samme.
Det ser altså ud til, at den ungdommelige generation af kvinder ikke helt kan slippe selvhadets forbandelse. Vi må i stedet prøve at holde af os selv og skatte de dage, hvor vi formår at elske.
Vi må stoppe med at tale grimt til os selv, men den vigtigste opgave, som vi har foran os, er aldrig nogensinde at tale hadefuldt om vores kroppe foran vores børn. Det er en habitus, som en hel generation af kvinder må tage ansvar for at komme til livs. Vi må spørge os selv ”hvordan kan du ikke elske dig selv”, i modsætning til ”hvorfor taber du dig ikke bare?”.
Budskabet lyder fra Petra: ”behandl dig selv, som du vil behandle andre”.
Foredrag: ”Petra elsker sig selv” - v. Petra Nagel, journalist og foredragsholder
Tid: Onsdag d. 27. marts 2019 kl. 19.00
Sted: Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C
Arrangør: FOF Aarhus
Hej! Jeg hedder Cecilie Liv Rasmussen, og jeg arbejder som jobkonsulent. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi jeg nyder FOF’s kulturelle arrangementer. Jeg elsker at skrive, og anmelderkorpset giver mig også god mulighed for at dyrke det. Desuden giver det for mig mening at støtte op om et tiltag som FOF ved at være frivillig. I min fritid elsker jeg at forbruge kultur.