anmeldelse
Foredrag af Lykke Friis - "En kuffert i Berlin - på rejse i Merkels Tyskland"
Af FOF-anmelder Johan Knud Vad Knudsen, studerende på Historie, Aarhus Universitet
Denne anmelder har en vane, der balancerer på en farlig grænse. Den medfører, at jeg sjældent møder op i, hvad man kunne kalde ’god tid’. Det hedder snarere ’til tiden’. Jeg kommer dog – heldigvis – aldrig for sent, og således heller ikke denne torsdag den 7. februar, hvor Lykke Friis holdt foredrag om Merkels Tyskland. Men lige til tiden, jovist. Interessant for denne anmeldelse er det, at jeg trådte ind ad døren lige før Lykke Friis. Hvorimod man for mit vedkommende med rette kan tale om et usundt forhold til tid, så skyldes det jo nok travlhed i Lykke Friis’ tilfælde. Og imponerende var det, at man ingenlunde mærkede noget på hende. Hun var på fra første fløjt.
Som det første præsenterede Lykke Friis foredragets interessante titel. En mindre genistreg, ganske enkelt. Friis kunne berette, at titlen først og fremmest refererede til Marlene Dietrichs berømte sang, ”Ich hab’ noch einen Koffer in Berlin”. Dietrich var i sig selv en fantastisk personlighed, der trods sin baggrund som tysk skuespillerinde aktivt støttede den allierede krigsindsats under 2. verdenskrig. Derudover påpegede Friis, at titlen var en hentydning til den højaktuelle debat om flygtninge og indvandrere, der i særdeleshed ruller i Tyskland i øjeblikket. Slutteligt indeholdt titlen også en personlig vinkel for Friis, idet hun med en tysk forælder altid har haft ”en kuffert i Berlin” – også på et symbolsk plan. En historisk, aktuel og personlig vinkel – det er skarpt. Den skarpe præsentation blev kendetegnende for resten af foredraget, som Friis leverede med lige dele skarpt overblik og vittige kommentarer. Som f.eks. kommentaren om, hvorfor tyskere ikke gerne benytter sig af VISA-kortet. De er bange for at efterlade sig spor!
Friis leverede et godt overblik over Tysklands situation i øjeblikket på både et internt og europæisk niveau – og hun gjorde det på glimrende fortællervis. Billedet af Tyskland stående ”alene på det europæiske skibs kommandobro” var malerisk såvel som sigende. Til slut præ-senterede Lykke Friis de tilhørende for en lille øvelse – at sige Annegret Kramp-Karrenbauer hurtigt og flere gange i træk! Den nyligt valgte leder af CDU har et navn, man må øve sig på – opfordring hermed videregivet.
Foredrag: En kuffert i Berlin – på rejse i Merkels Tyskland - v. Lykke Friis
Tid: Torsdag d. 7. februar 2019 kl. 19.00
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus
Hej! Jeg hedder Johan Knud Vad Knudsen, og jeg læser historie med tilvalg i engelsk på Aarhus Universitet. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi det giver mig en dejlig mulighed for at høre en masse spændende foredrag, der gør mig klogere på verden. I min fritid er jeg bl.a. rundviser på museet Kongernes Jelling. Jeg bruger desuden mange gode timer på at sidde i bestyrelsen for Rødding Højskoles Elevforening. Fodbold er min store passion, og jeg elsker både at spille og følge med. Det bedste, jeg ved, er dog at være sammen med min dejlige familie og skønne venner.