anmeldelse
Foredrag af Peter lund Madsen - "Frihedens pris"
Af FOF-anmelder Didde Hauch, studerer folkesundhedsvidenskab, Aarhus Universitet
Der er lang kø til salen, og snakken løber forventningsfuldt blandt de fremmødte. Aftenens foredrag må blive noget særligt, for hvem formår at tiltrække så mange forskellige mennesker til sit foredrag? Unge, ældre, mænd, kvinder, par, enlige, venner – ja, jeg kunne blive ved, de var her alle sammen.
Evig skepsis og forbavselse. Det må være fasanens liv, lægger Peter Lund Madsen ud. Det er i hvert fald det, man tænker, når man ser dens evige årvågne udtryk. Men hvad har fasanen med mennesket at gøre? Ikke noget og det er pointen: mennesket er dét væsen i verden, der har den absolut mest veludviklede hjerne – langt mere kompleks end fasanens.
Menneskehjernen er en fascinerende størrelse med enormt avancerede evner og skrøbelige forbindelser. Peter Lund Madsen fortæller på klar, humoristisk og legende let vis om menneskets urgamle hjerne, og dens ikke altid kompatible tilpasning til vores hastige moderne samfund.
Selvom vores sociale færdigheder, samvittighed, hukommelse og refleksionsevne er alt dét, der giver livet mening, så kommer det ikke uden en pris. For hvad sker der, hvis vores fintfølende og højteknologiske hjerne ikke fungerer som den skal? Med udgangspunkt i sin egen mangeårige faglige og personlige erfaring med psykiske sygdom og mental ubalance, udfolder Hjernemadsen vores fantastiske hjernes evolutionshistorie, der – trods sine mange år på bagen – stadig volder et utal af mennesker problemer i det daglige.
Foredrag: Frihedens pris – v. Peter Lund Madsen
Tid: Torsdag d. 28. november 2019 kl. 19.00
Sted: VIA University College, Aarhus C
Arrangør: FOF Aarhus
Hej! Jeg hedder Didde Hauch, og jeg læser folkesundhedsvidenskab. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi jeg gerne vil udvikle min evne til at formidle. Jeg ser anmelderrollen som den perfekte måde at få trænet det på. I min fritid styrkeløfter jeg.