Skip to content
Billede af spanskunderviser Esther Cantón Serrano og fire kursister

Spansk med plads til nysgerrighed og nørderi

Plads til nysgerrighed og nørderi

På spansk skal grammatikken huskes og tungen rulles på nye måder. Det oplever spanskunderviser Esther Cantón Serrano dog ikke som et problem – i stedet bliver hun altid mødt af en udpræget nysgerrighed og en lyst til fordybelse og nørderi.

Af Line Lundgaard Hjerrild
Foto: Jørgen Diswal

”Me llamo Esther. ¿Cómo os llamáis?” spørger Esther Cantón Serrano og sender klassen et vindende smil. Et af Esthers
begynderhold i spansk er i gang med samtaletræning, hvor kursisterne denne gang skal forsøge at præsentere sig ved
hjælp af en række nylærte gloser. Når Esther underviser, bruger hun ofte meget tid på at lade kursisterne tale, fordi de herigennem får mulighed for at øve sig på grammatikken og den kringlede rullelyd, som er kendetegnende for det spanske sprog. Dog er det vigtigt for hende altid at tilpasse undervisningen til kursisternes niveau. ”Når vi har samtaler på de lavere niveauer, finder jeg på spørgsmål, som kursisterne kan diskutere med hinanden. På de højere niveauer er det derimod kursisterne selv, som oftest vælger et emne, som vi diskuterer,” forklarer hun og tilføjer, at samtaleemnerne altid varierer for at imødekomme kursisternes interesse for spansk.

Billede af spanskunderviser Esther Cantón SerranoAt være nysgerrig i fællesskab

Det mørke, krøllede hår og den spanske accent afslører, at Esther har fået det spanske sprog ind med modermælken. Hun er født og opvokset i Nordspanien, men flyttede i 2004 til Danmark for at bo med sin danske mand. Allerede to år senere blev hun spanskunderviser hos FOF Aarhus, fordi hendes mand gik til spansk hos FOF. Igennem ham gik det op for hende, at spanskundervisningen var præget af kursisternes fælles passion for sproget. ”Derfor var det spændende at blive en del af det fællesskab, som sprogundervisningen skabte, og jeg kunne godt lide den rolle, FOF Aarhus spillede,” fortæller Esther. Igennem sine 10 år som underviser har Esther oplevet fællesskabet mellem kursisterne – og hun er særligt fascineret af den nysgerrighed, som de har for at lære nyt om andre spansktalende landes kulturer. ”Kursisterne er nogle nysgerrige mennesker, der interesserer sig for andre kulturer, og de vil som regel gerne opleve noget mere. For dem er det ofte ikke nok at tage til Spanien, for de vil også lære noget mere om kulturen. Og så ved de, at man bedst lærer om kulturer gennem sproget,” påpeger Esther.

Praktisk nørderi

Esther oplever ofte, at hendes kursister ser spansk som et meget praktisk sprog, der kan bruges på rejser til store dele
af verden. ”Derfor er mine kursister ofte studerende, som vil rejse rundt i Latinamerika, men det kan også være seniorer,
som gerne vil kunne begå sig mere lokalt, når de er på ferie i Spanien,” fortæller hun. Selvom mange lærer spansk af praktiske grunde, mener Esther også, at kursisterne bliver ved med at vende tilbage til undervisningen, fordi mange af dem godt kan lide at fordybe sig i sproget. ”Den spanske grammatik er egentlig lidt nørdet, fordi der er så mange regler og meget struktur. Det synes nogle kursister er interessant, fordi det kan blive sjovt på den nørdede måde, hvor man kan fordybe sig i regler, som er ret konsekvente,” forklarer Esther. Hvad enten man gerne vil lære spansk for at kunne begå
sig på ferie, eller fordi man har en sprognørd gemt i sig, er det vigtigt for Esther at pointere, at der er plads til alle på spanskholdene hos FOF Aarhus. Derfor er det væsentligt, at der er et godt undervisningsmiljø. ”Det er vigtigt, at undervisningen er lærerig og seriøs, mens stemningen samtidig er ret afslappet,” påpeger Esther og uddyber: ”Det skal være rart at bruge sin fritid på at lære spansk, så man kan mærke, at man får noget ud af det mens man samtidig også slapper af og hygger sig."

Er du nysgerrig på det spanske sprog, og vil du gerne nørde spansk sammen med andre? Så find vores kurser i spansk her.

Hør Esther fortælle mere om deltagernes motivation for at tilmelde sig spanskundervisning hos FOF Aarhus i videoen herunder.

Kan du ikke se videoen? Så skal du ændre dine cookie-tilladelser på siden. Alternativt kan du se videoen på vores YouTube-kanal her.

Hvorfor lære spansk?

Denne video kan du kun se, hvis du accepterer alle cookies.

Billede af en smuk passage i en gade i Spanien

sprogkursus

Spansk på dit niveau

Bliv klar til din tur, udveksling eller arbejdsrejse med et sprogkursus hos FOF Aarhus.