Skip to content
Billede af Rune Lykkeberg. Foto Sigrid Nygaard

Anmeldelse

Foredrag med Rune Lykkeberg - "USA efter præsidentvalget"

Kan USA være et førende og regerende land, når virkeligheden ved årlige ydmygelser bliver gjort til skue for amerikanerne i verdenspressen?

Af Magnus Jørgensen, cand.mag i historie

 

Det er begyndelsen på enden

Når man taler om USA, dets styrker og svagheder, er der nok at tage på fat på. Alt fra Roosevelt, pandemien, arbejdspladser, det frie marked og en fælles fortælling om landet til alle dets krige i de sidste 20 år. Og undertegnede satte sig også godt til rette, da jeg indtog min plads for at høre oplægget fra en toptunet Rune Lykkeberg. Journalisten fra Information, som forsøgte at gøre status på Bidens USA. Et emne som er politiseret – det kommer jeg tilbage til - og hvor spørgsmålene er mange, og kan koges ned til: Kan USA heales, samles og være stærk igen?

 

Selvom Lykkeberg forsøgte at tage de optimistiske briller på, og fortalte om mange af de gode ting, Biden har gennemført siden valget – alt fra klimaplan og corona håndtering som et middel for at samle USA til infrastruktur – så kunne det ikke dække over ydmygelsen kaldet: Afghanistan. For som Lykkeberg gjorde klogt i at gøre opmærksom på: "Indenfor de sidste 20 års kamp mod terrorisme, er vi sjældent blevet så ydmyget, og det har vist sig, at vi ikke er blevet et bedre samfund! Tværtimod, og evakueringen symboliserede USA's svaghed! De sidste 20 år er spildt!"

 

Vores skæbne

Hvad der er mere deprimerende er, at mens vi er blevet ydmyget, og vores skæbne er ude af vores hænder, så har vores fjender/konkurrenter mobiliseret sig. Kina er ikke blevet til det demokrati, vi troede på, det kunne blive ved hjælp af det frie marked. Lykkeberg fremmanede vores bristede illusioner, som værende: at vores mindset med det frie markeds misfoster, kunne frembringe demokratiske idealer, er faldet. Derfor Trump, som aldrig har troet på mekanismerne og med god grund, da vi nu er blevet bekræftet. Kina har udnyttet vores naivitet ved at fortrænge os, mens vi har spildt tiden på andre ting.

 

Er vi vellykkede og skal vi være optimistiske?

Som jeg har prøvet at illustrere, rummer emnet mange facetter. Så mange, at en anmeldelse på en sides penge er for lidt. Jeg mener, at Lykkeberg gjorde sit bedste for at komme rundt om det hele, på trods af, at han ikke kunne skjule, hvem han holder med. For det var tydeligt, at Lykkeberg gerne vil have, at Biden lykkedes med sin mission, men at vejen derhen er svær, og at amerikanerne nok må vænne sig til flere ydmygelser. Hvortil det er svært at være optimistisk.

Jeg kunne måske godt have tænkt mig, at Lykkeberg havde påpeget den kendsgerning, at omkring 50-60 procent af republikanerne ikke vil anerkende valget. Ligeså mange vil ikke være en del af Bidens fortælling. Dermed er det nærmest umuligt at tale om healing og samling af et uregerligt land. Der var dog alligevel, så meget godt gods og entusiasme i det, Lykkeberg talte om, at foredraget skal have en anbefaling med på vejen.

 

 

 

Foredrag: USA efter præsidentvalget v/ Rune Lykkeberg
Tid: onsdag d. 21. september 2021, kl. 19.00
Sted: VIA Campus C, Aarhus
Arrangør: FOF Aarhus

 

 

Billede af FOF Aarhus anmelder Magnus Jørgensen

Om foredragets anmelder

Jeg hedder Magnus Jørgensen. Jeg er med i FOF Aarhus' anmelderkorps, fordi jeg gerne vil være med til at formidle viden om alt fra politik til historie. Jeg er en formidler med et stort F! Jeg har tidligere studeret historie, så i min fritid læser jeg mange bøger om fortiden, nutiden og såvel om samtiden. Jeg følger med i verdens brændpunkter og søger forklaringer på verdens kompleksiteter. Jeg holder også af at gå til foredrag, og jeg har desuden selv været ansat som foredragsholder fra tid til anden.