Skip to content
Eva Michaelsen | Foredrag | FOF Aarhus

Anmeldelse

Foredrag med Eva Michaelsen

I Caminoens fodspor fører alle veje til Santiago

Af Katrine Sahl, bygningskonstruktør

 

Caminoen er for alle

En pilgrim betyder: den der overskrider landegrænser. Det er ofte forbundet med en spirituel rejse, men det kan også sagtens være for dig, der vil presse dig selv eller som vil ud på et længere eventyr. Turen handler ikke kun om dig selv, men også om alle dem, du møder på din vej. Du bliver berørt af de forskellige ritualer, kulturen og mennesker med forskellige baggrunde, som går i samme retning som dig og som går mod det samme mål: Santiago de Compostela. Har man en Camino-drøm i maven, opfordrer Eva alle til at tage afsted alene, da det er sådan man er mest åben: "Det her er mere end en vandretur i naturen i Lapland. Det er en kulturrejse. Du møder Caminoens historie. Den ligger lige for dine fødder. Bygninger, kirker, klostre og pilgrimsherberger," siger Eva med et smil på læben.

 

Planlægning og tid

Planlæg din tur efter din form og lyt til din krop. Man kommer ikke så langt, når man går 25-30 km, men det betyder ikke så meget for man er hele tiden i bevægelse: "I går eksisterer ikke, for det er allerede forbi, og når man kigger frem, kan man heller ikke se i morgen. Det er tankevækkende."

 

Udstyr

Caminoen kræver ikke meget udstyr. En rygsæk, et par gode sko og to sæt tøj. Ca. 6-7 kg, helst ikke mere: "Lad være med at tage mere med. Det er nok!" fortæller Eva. Udover det mest nødvendige skal du anskaffe dig en muslingeskal, så man kan se, at du er pilgrim, og et pilgrimspas. Sidstnævnte bruger du til at stemple ind, hvor du overnatter i løbet af din tur. Det er vigtigt at få noteret de sidste 100 km før Santiago de Compostela, da dette sikrer dig dit pilgrimsbevis ved katedralen i Santiago. Er man ikke færdig med at gå, når man rammer Santiago de Compostela og ser St. Jakobs grav, er det muligt at forlænge turen med yderligere 90 km til Finisterre, som ligger ud mod kysten.

 

Om Eva

Eva Michaelsen er en erfaren pilgrim, coach og foredragsholder. Igennem sit foredrag tager Eva dig med på sit eventyr på de spanske strækninger på Caminoen i Spanien. Turen starter i Frankrig, Saint-Jean-Pied-de-Port, og slutter i Santiago de Compostela. Det er en tur på godt 800 km, som Eva har nedlagt op til 4 gange sammen med en del øvrige pilgrimsruter i løbet af de sidste 25 år. I løbet af aftenen viser Eva personlige billeder frem fra sine rejser, og samtidig fortæller hun om flere af sine oplevelser.

 

 

Foredrag: At vandre på Caminoen v/ Eva Michaelsen
Tid: onsdag d. 16. marts 2022, kl. 19
Sted: Solsalen,  Aarhus
Arrangør: FOF Aarhus

 

 

FOF Anmelder Katrine Sahl

Om foredragets anmelder

Tak fordi at du læser med på FOF.dk Som en del af anmelderkorpset hos FOF Aarhus, søger jeg de gode og intime oplevelser. Jeg er nysgerrig og jeg er aldrig bange for at lære noget nyt. Til daglig arbejder jeg som bygningskonstruktør, mens jeg i min fritid elsker at opholde mig i naturen eller hjemme, hvor jeg gerne nyder en god krimipodcast.