Kalakand er en sød, lille mundfuld fyldt med forskellige smage. Den laves af paneer (en speciel indisk ost), kondenseret mælk, tørrede frugter og krydres med kardemomme. Desserten er relativ nem at lave, og består kun af fire ingredienser. For den øvede tager den kun 10 minutter at lave. Lav fx desserten til som en perfekt afslutning på en indisk aften med familien eller vennerne.
Opskriften har vi fået fra vores underviser i indisk madlavning Ankita Gupta.
Opskriftdetaljer
Hovedingrediensen i kalakand er paneer. Paneer er en indisk friskost, der minder om en blanding mellem halloumi og ricotta. Osten smager i sig selv ikke af særlig meget, men tager smag fra det, som tilføjes til retten. Du kan være heldig med at finde paneer i et velassorteret supermarked, men du kan også nemt lave den selv (søg på Google efter en opskrift). Paneer er også meget brugt i indiske karryretter.
De tørrede frugter kan du variere alt efter smag og hvad du har i køkkenskabet. Prøv fx med tørrede abrikoser, kirsebær, ananas og mango, eller prøv med hakkede nødder for mere "bid".
Ingredienser
1 dåse kondenseret mælk
500 g paneer
2 store spsk. mælkepulver
1 tsk. kardemomme
Tørrede frugter efter smag
Sådan gør du
1. Mos osten groft og tilsæt mælkepulver og kondenseret mælk.
2. Opvarm massen i en tykbundet pande (medium varme) under konstant omrøring. Massen begynder at blive tykkere og sætter sig på siderne af panden.
3. Tag massen af varmen og kom den over på en smurt tallerken.
4. Drys kardemomme på massen og lad den stå til afkøling. Når den er helt afkølet, skæres den i små firkanter og serveres!
Er du vild med indisk mad? Se disse to opskrifter for en perfekt hovedret til kalakand-desserten: