Skip to content
Billede af badehotel fra gammel tid. Foredrag i FOF Aarhus

anmeldelse

Online foredrag med Benno Blæsild - "Badehotellets Jylland - fra ferielov til tv-serie"

Skal vi på saltvandsferie og kigge på badehotellets billede af samfundet?

Af FOF-anmelder Magnus Jørgensen, cand. mag i historie

 

 

Fra Brighton til Kongen af Danmark

Historien om badehotellets oprindelse, er ifølge foredragsholder Benno Blæsild, en fortælling om saltvand, landlige omgivelser og et billede af det klasseinddelte samfund. Dog begynder vores historie efter en mærkværdig hændelse i 1780. Doktor Richard Brussel havde drukket saltvand – som han havde fået af et par fiskere - ude ved kysten i England. Da han havde ligget med diarre, fik han pludselig en idé, som han præsenterede for Prinsen af Wales. Det førte til, at havet: ”var et rart sted at være, og at Brighton fik et af de første store badehoteller.”

Derefter vendte snuden – på skønneste vis – hen til Danmark, for det var heller ikke noget nyt, at det bedre borgerskab og dannelsesrejsende havde søgt ud af byen for at møde de landlige omgivelser.  Derfor var stilen lagt, men spørgsmålet var følgende: var det naturligt for Danmark at have badehoteller og få et eksklusivt hotel, som var navngivet efter kongen?

 

Oprindelsesfortælling

I første omgang lod Benno Blæsild forstå, at badehoteller i Danmark på ingen måde var givet, og det næsten var lidt som Adam og Evas oprindelsesfortælling. Blæsild var utrolig dygtig til at forklare, hvorledes Danmark udviklede sig henimod et land, hvor landets borgere tog på landet, hjulpet på vej af jernbaner og ferielove. Og nå ja, så kunne den konservative indretning af by og land nedbrydes, så danskerne faktisk kunne opleve Skagensmalerne!

Løsningen, på hvordan man skulle få borgerne på landet, var der også. Man kunne bare få Drachmann til at tage et ophold på Kongen af Danmark, og få ham til at skrive i avisen, hvor fantastisk det var at være på landet.

 

Er det her, man kan få rødspætter?

Til sidst nåede vi til Tv-serien Badehotellet, som desuden foregår på samme tid som Matador, og dets madfiksering på rødspætter. Måske kunne vi godt have brugt lidt mere tid på serien, da den historiske baggrund for badehotellerne fyldte rigtig meget – måske endda for meget.  Indtrykket, man blev efterladt med, var, at Benno Blæsild ønsker at fortælle en historie om badehotellet som værende et billede af 1930ernes udvikling af den nationale velfærdsstat. Dén mission lykkedes udmærket, fordi han havde lagt et grundigt fagligt fundament. Og hvis man interesserer sig for Matador (hvem gør ikke det?), så er Badehotellet en serie, man skal se – ligeledes at Blæssilds oplæg skal have en anbefaling med på vejen.

 

 

Foredrag: Badehotellets Jylland – fra ferielov til tv-serie - Benno Blæsild
Tid: Onsdag d. 26 maj
Sted: Online foredrag
Arrangør: FOF Aarhus

 


Billede af FOF Aarhus anmelder Magnus Jørgensen

Om foredragets anmelder

Jeg hedder Magnus Jørgensen. Jeg er med i FOF Aarhus' Anmelderkorps, fordi jeg gerne vil være med til at formidle viden om alt fra politik til historie. Jeg er en formidler med et stort F! Jeg har tidligere studeret historie, så i min fritid læser jeg mange bøger om fortiden, nutiden og såvel om samtiden. Jeg følger med i verdens brændpunkter og søger forklaringer på verdens kompleksiteter. Jeg holder også af at gå til foredrag, og jeg har desuden selv været ansat som foredragsholder fra tid til anden.