Skip to content
Billede af forfatter Knud Romer på Dokk1 i Aarhus

anmeldelse

Foredrag af Knud Romer - "Et forundret Danmark"

Et forundret Danmark

Af Cecilie Liv Rasmussen, cand.mag. i nordisk sprog og litteratur fra Aarhus Universitet


Knud Romer er forfatter og debattør og dette foredrag Et forundret Danmark – ja, hvad handler det egentlig om? Enhver der har kendskab til Knud Romer ved, at han er en mand af ord. Store ord, flotte ord, som til sammen giver mening.

 

Sikkerhed, forudsigelighed og gentagelse

I dette foredrag starter han med at tale om, hvad der styrer os både på mikro- og makroplan.
På mikroplan er svaret, at det selvfølgelig er hjernen, og at hjernen automatisk økonomiserer. Den lagrer erfaringer via gentagelser, så den oplever forudsigelighed og dermed sikkerhed. Sikkerhed for, at der ikke sker en ulykke, eller at man dør.
Den samme mekanisme gør sig gældende i samfundet. Vi effektiviserer og finder gentagelserne, og alle gentagelserne kan digitaliseres, så vi ikke længere behøver at bekymre os om dem. Men hvad vil Knud Romer egentlig fortælle os med denne betragtning på økonomisering?

 

Hvis man skal måle udvikling, så sker det ved afkast og udbytte

Afkast og udbytte er logikken i produktion, og al den produktive effektivisering leder til centralisering, som igen leder til affolkning af de danske yderområder – Vandkantsdanmark eller ”den rådne banan” om man vil. Ifølge Knud Romer bruger vi flere millioner om året på at spare endnu færre – eller på at spare på de forkerte områder. Det skaber social ulighed, og det er her, han stiller spørgsmålstegn ved, om det er leveværdigt?
Centralisering klemmer livet ud af kulturen og ud af de kulturelle institutioner, fordi kultur ikke leverer en konkret, målbar værdi. Man kan ikke regne den i økonomisk afkast og udbytte, men det er den, der sørger for, at vi kan bevæge os rundt i samfundet. Det er museet og biblioteket, der åbner vinduet til oplysning, og dét giver mulighed for, at man kan udvikle sig. At man kan flytte sig ud af ”den rådne banan”, for hvordan skal vi kunne finde noget, hvis vi ikke ved, det er der?

Et forundret Danmark er et debatterende foredrag om vores samfund, og hvad vi vælger at stille op med det. Kan vi se forbi vores behov for sikkerhed, så kan vi højest sandsynligt bevæge os friere.
Knud Romer leverer sine synspunkter med et levende væsen og et formidabelt sprog, så man ikke kan undgå andet end at gribes og tænke videre derhjemme.


Foredrag: Et forundret Danmark - v. Knud Romer
Tid: Mandag d. 18. november 2019 kl. 19.00
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Dokk1

 

Billede af FOF Aarhus anmelder Cecilie Rasmussen

 

Om foredragets anmelder

Hej! Jeg hedder Cecilie Liv Rasmussen, og jeg arbejder som jobkonsulent. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi jeg nyder FOF’s kulturelle arrangementer. Jeg elsker at skrive, og anmelderkorpset giver mig også god mulighed for at dyrke det. Desuden giver det for mig mening at støtte op om et tiltag som FOF ved at være frivillig. I min fritid elsker jeg at forbruge kultur.