anmeldelse
Foredrag af Martin Brygman - "En GO´aften med Martin Brygmann"
Af FOF-anmelder Kirsten E. Ravn Mortensen, pensionist
Et brag af en aften blev det virkelig i Studenterhus Aarhus efter en lang cykeltur gennem novembermørket i Aarhus’ regnvejrsfulde gader.
Vi var alle “til stede” i samtalesalonen med Martin Brygmann og Michéle Bellaiche, som er kendt fra bl.a. Go´ aften Danmark i tv’et. Med charme, solbriller og selvtillid skred Martin Brygmann ind på scenen til musikken Jeg er for kendt til det her sted, og Michéle spurgte: “Er du for kendt til det her sted?” – ”nej, man kan jo altid blive lidt mere kendt,” var svaret med et skævt smil – og så var vi i gang.
Blandt mange sjove og søde kommentarer var: “Jeg sku´ ha´ været en plet på lagenet, det sagde min mor til mig. Godt at jeg blev født, før aborten blev fri … men jeg har nu altid følt mig elsket”.
Lattermusklerne kommer virkelig på arbejde gennem Martins mange fortællinger og anekdoter. Lige fra at han blev født som ”rosinen i pølseenden” i en søskendeflok på fire, og nu selv er far til fem – til hans mange oplevelser som skuespiller, sanger og komponist. Og hvordan han troede, han skulle være trommeslager og ikke komiker, som en skolekammerat ellers foreslog ham i 3. klasse.
Mange har undret sig over meningen, når de skråler med på sangen Jeg vil i seng med de fleste, og linjen med ”heste, grise, køer og får” kommer. “I seng med – det er bare sødt og hyggeligt, ellers ville det jo være afskyeligt,” var Martins svar. Han fortalte også den sjove oplevelse, han havde, da han fandt på teksten på en biltur i København. Der så han en “rå-lækker” pige med langt, lyst hår komme mod ham, men til sin overraskelse opdagede han på et tidspunkt, at det faktisk var en mand fra Christiania.
Til slut gik Michéle rundt i salen med en mikrofon. Der var nemlig en præmie til det bedste spørgsmål, publikum kunne stille. Der var mange gode spørgsmål at vælge imellem, men Marianne vandt med spørgsmålet: “Hvornår bliver du flov, Martin?”. Det kunne han ikke finde et svar på – altså ikke før vi alle klappede så salen rungede, og han til slut sagde: “Nu ved jeg det! Det er, når folk klapper, jeg bliver flov”. Det var svaret, og det var en dejlig aften, der var styret af to søde og professionelle mennesker.
Foredrag: En go’ aften med Martin Brygmann
Tid: Tirsdag d. 20. november 2019 kl. 17.00
Sted: Studenterhus Aarhus
Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Studenterhus Aarhus