anmeldelse
Foredrag af Martin Husted - "Rusland - netop nu"
Af FOF-anmelder Mei Song Bechsgaard, journaliststuderende
”Rusland kan altså noget – på både godt og ondt”
Sådan siger Martin Husted, der er cand.mag. i historie, filosofi og samfundsfag. Han leverer denne aften en sand tour de force i russisk økonomi og politik. Husted tegner billedet af et land, hvor det moderne og det traditionelle lever side om side, og han giver os blik for meget mere end præsident Putins magtfuldkommenhed og bomberegnen i Syrien.
Putins regeringsperiode nærmer sig tilsyneladende sin afslutning, og det giver anledning til spørgsmål som, hvilket Rusland han giver videre, og hvor landet er på vej hen. Det er netop den slags spørgsmål, Martin Husted forsøger at svare på i sit foredrag.
Vi starter med den patriotiske arv fra Anden Verdenskrig og præsenteres for den russiske historieopfattelse, der kredser om eget heltemod. Derefter introduceres vi til kerneelementerne i den russiske økonomi. Her kommer man ikke udenom olie- og gaseksport eller Nord Stream 2, som skal transportere gas fra Rusland til Tyskland og skal passere gennem dansk farvand.
Husted er nemlig god til at perspektivere sine pointer til den vestlige virkelighed, publikum lever i. Han gør desuden foredraget vedkommende med billedlige fortællinger fra sine egne rejser i landet og sit store engagement. Han bevæger sig energisk frem og tilbage på scenen, og der er ingen tvivl om, at Martin Husted når helt ned til bagerste række.
Der skal da også en vis portion engagement til at fastholde opmærksomheden, da klokken har passeret otte, og vi når til emnet udenrigspolitik. Martin Husted taler til den orienterede lytter. Tilsyneladende kan publikum sagtens følge med, mens han behandler international sikkerhedspolitik og NATO-styrker i de baltiske lande.
Salen nikker indforstået med og klukker på de rigtige tidspunkter, når Husted leverer intelligente vittigheder. Orienteret eller ej, så er én ting helt sikker: Alle er blevet en del klogere på situationen i Rusland – netop nu.
Foredrag: Rusland – netop nu v. Martin Husted
Tid: Tirsdag d. 18. februar 2020 kl. 19.00
Sted: Dokk1
Arrangør: FOF Aarhus
Hej! Jeg hedder Mei Song Bechsgaard, og jeg er journaliststuderende. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, for at få adgang til spændende foredrag og deltage mere fokuseret, idet jeg skal skrive anmeldelser efterfølgende. I min fritid dyrker jeg yoga og drikker kaffe eller øl med venner.