anmeldelse
Foredrag af Morgen Spiegelhauer - "Bag om Operation X"
Af FOF-anmelder Camilla-Maria Behrendt samfundsfagsstuderende ved Aarhus Universitet
"Fucking stikkersvin” bliver der råbt efter ham på gaden. Det har ikke været uden konsekvenser for Morten Spiegelhauer at stille alverdens bagmænd til ansvar. Foredraget bød på historien bag tv-programmet Operation X, der har konfronteret bagmænd og kæmpet for retfærdighed de sidste 16 år. Spiegelhauer kom omkring mange absurde sager med tå-krummende klip, der fik salen til at skrælgrine, hans personlige historie om at blive truet på livet og ikke mindst et indblik i skandalen om svindel med udbytteskat.
Spiegelhauer har kunnet læse i overskrifter, at han levede på lånt tid. Han har måtte flytte hele familien, han har fået sat bombefilm på vinduerne og haft påbud om at gå med skudsikker vest. Det har haft personlige konsekvenser i form af uro og angst. Han har i perioder gemt sig bag kasket og briller og set sig over skulderen, og det har påvirket hans personlige relationer. I dag har han truffet et aktivt valg om at smide kasket og briller – og dermed frygten. På trods af de mange trusler har han stadig modet til at afsløre svindlere og bedragere i alle samfundets kroge. Foredraget byder mindst ligeså meget på Spiegelhauers personlige historie og historien bag Operation X som på detaljer om den kendte sag om svindel med udbytteskat.
Operation X har afsløret mange bagmænd i obskure sager, men den største og mest frustrerende sag af dem alle er sagen om svindel med udbytteskat, der rullede i 2015. Efter afsløringerne af udbyttesvindel med Sanjay Shah som hovedbagmand fandt Spiegelhauer og hans team frem til flere bagmænd i USA, som de tog afsted for at konfrontere. Med foredraget kommer du med bagom forberedelserne, følelserne, metoderne og den timevis lange ventetid, der bød sig, før det kulminerede i det berømte adrenalinspækkede klip, hvor Morten Spiegelhauer konfronterer Matthew Stein i New York. Men det værste svigt, som programmet afdækker, drejer sig om den danske skattestyrelse. Nærmere om hvordan skattestyrelsen indgik forlig med mennesker, som har stjålet fra staten, og lod dem trække udgifterne forbundet med svindlen fra i skat og derefter lod dem gå ustraffet. Spiegelhauer behandler ikke det alvorlige emne uden humor, og der er i hele salen blev grinet af frustration, af absurditeterne og de svimlende høje beløb.
Programmet startede med afsløringer af grønthandlere, der ikke betalte skat, sodavand der blev solgt uden pant og clairvoyante, der profeterede på mennesker i sorg. Sidenhen blev det til videresalg af truede dyrearter, som krontraner og sibiriske tigre, afsløring af bagmænd i det københavnske hashmiljø, med tilbud om flere kilo kokain, kalasjnikovs og andre kriminelle købsmuligheder, og sagen om vores alles skattekroner. Ofte gør Operation X en stor forskel, og bagmændene bliver retsforfulgt og straffet. Andre gange får de ikke anden straf end at blive afsløret på tv. Indimellem sker det, at de kriminelle bare går ud og fortsætter. Om dette siger Spiegelhauer: ”Det er super, super frustrerende, når det sker. Når man opdager, at det bare fortsætter, så er det næsten ikke til at holde ud at se på”.
Det er beundringsværdigt, at Spiegelhauer både sætter sin sikkerhed på spil og ikke giver op, selvom frustrationen af og til er stor. Lige så frustreret man bliver over skatteministeriets forlig med svindlerne, lige så inspireret efterlades man af Spiegelhauers kamp for retfærdighed.
Foredrag: Bag om Operation X – v. Morten Spiegelhauer
Tid: Onsdag d. 4. marts 2020 kl. 19.00
Sted: Musikhuset Aarhus
Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Musikhuset Aarhus
Hej! Jeg hedder Camilla-Maria Behrendt, og jeg studerer samfundsfag med tilvalg i retorik. Jeg er med i FOF Aarhus anmelderkorps, fordi jeg holder af at skrive og komme til foredrag. I min fritid elsker jeg at være sammen med mine venner og familie.