Skip to content
Opskrift på babymos lavet på rabarber på FOF Aarhus' inspirationsside

Opskrift: babymos med rabarber

Opskrift: babymos med rabarber

Babymosen er nem at lave, når du gerne vil forkæle din baby med lidt ekstra lækkert i sommeren.

Opskriften er udviklet af Charlotte Staulund og Michala Clausen, som læser Ernæring og sundhed, og udvikler opskrifter i samarbejde med FOF Aarhus.

Ingredienser (til ca. 200 g mos):

  • 200 g friske rabarber
  • 4 spsk. vand
  • 1 stk. moden banan

Fremgangsmåde:

  1. Rens og skær rabarberne i ca. 1 cm tykke stykker.
  2. Kom rabarber og vand i en gryde.
  3. Kog det i ca. 15 min. til rabarberne er helt bløde.
  4. Blend rabarberfyldet og si det (mas rabarberne igennem sien, så der kommer så meget masse ud fra rabarberne som muligt).
  5. Køl fyldet ned.
  6. Mos bananen og vend det siede rabarberfyld i.
  7. Hæld rabarbermosen på et skoldet, rent glas og sæt den på køl.

Tips

  • Hvis du har lavet rabarbersirup, kan du bruge rabarberfyldet derfra, da den koges uden sukker og vanilje. Hvis du bruger fyldet fra siruppen kan du blot begynde ved punkt 4 i denne opskrift.
  • Hvis du laver en stor portion, kan du fryse babymosen ned i fx. isterningeforme af plast eller silikone, og så kan du nemt tage en eller to terninger op ad gangen.
Husk:
Hvis du bruger rabarber i større mængder, er det en god idé at tilsætte Nonoxal under kogning. På den måde undgår du, at saften i rabarberne reagerer med kroppens kalk, som kan forhindre, at kalken kan optages i kroppen og føres over til knoglerne. Ved at tilsætte Nonoxal er du derfor sikker på, at rabarberne ikke påvirker optagelsen af kalk i kroppen.
Baby spiser mad, baby har fingrene i mad, foredrag ved FOF Aarhus

familie og børn

Pas din egen tallerken

Kom til online foredrag, hvor vi lærer om madkultur og den første kost.