Af Malene Nees Damborg
Foto af Jørgen Diswal
Med FOF Aarhus i hånden og nedslidte dansesko på fødderne er 23-årige Sofie Gudnason kommet et skridt tættere på sin store drøm: Hun vil gøre dans til sin levevej. I lang tid har hun knoklet hårdt for at blive optaget på en særlig danseuddannelse i Berlin – og med både et tysk- og et yogakursus i bagagen, har hun nu sendt sin ansøgning afsted.
”Jeg er ikke bleg for at rejse ud i verden og forfølge dansen,” fortæller Sofie Gudnason selvsikkert. Gløden i hendes øjne gør det klart: dans er ikke bare en hobby, det er en passion. Allerede fra barnsben har Sofie elsket at bevæge kroppen, og siden er det blevet til utallige timer med sved på panden i træningslokalerne. Nu danser Sofie med et helt klart mål: ”Min drøm er at undervise i danseterapi og sideløbende lave forestillinger, som jeg ikke lever af, men som jeg gør, fordi jeg ikke kan lade være,” fortæller hun med et stort smil.
Selvom dans er et magisk sprog, der tales i alle verdens hjørner, så kræver uddannelsen i Berlin et særligt sprogniveau. Derfor har Sofie hver onsdag aften henover efteråret gået til tysk hos FOF Aarhus, og hun kan nu glad vise det obligatoriske A2-certifikat frem. Hun fortæller, at kurset især har hjulpet hende
med den vanskelige grammatik, så hun nu er klar til at give sig i kast med de tyske skolebøger. ”Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan det bliver at gå på en tysk uddannelse. Indtil da øver jeg videre ved at lytte til tysk radio,” fortæller Sofie.
Mellem de mange dansetimer, der fylder i Sofies kalender, har yogaen fået en plads – og det har den af en helt særlig grund: ”Yogakurset styrker min dans. Det gør mig glad og træner min balance, og her kommer jeg i kontakt med mig selv,” fortæller hun. En god kontakt til sine følelser er ifølge Sofie essentiel i den moderne dansestil, som hun dyrker. I moderne dans er kroppens impulser og frie bevægelser i fokus, hvilket giver et ekspressivt og legende udtryk. ”Jeg synes, moderne dans er så fedt, fordi det er her, jeg bedst kan udtrykke mig og komme ud med det, jeg har på hjertet,” fortæller hun begejstret.
Ansøgningen til drømmeuddannelsen er nu sendt afsted, og tilbage står Sofie med maven fuld af nervøse sommerfugle: ”Jeg bliver så glad, hvis jeg bliver optaget, og jeg vil helt sikkert være klar til at smide det hele,” griner hun. Mens hun tæller dagene til den endelige svarfrist, stikker tankerne i forskellige retninger: ”Lige meget hvad skal dansen være en del af mit liv. Jeg synes virkelig, den er fantastisk, og jeg har brug for den i mit liv, kan jeg mærke”.