Skip to content
Billede af tidligere praktikant hos FOF Aarhus, Malene Nees Damborg

Malene Nees Damborg i kommunikationsafdelingen

27. februar 2020

Jeg hedder Malene, jeg er 23 år, og i efteråret 2019 havde jeg fornøjelsen af at være praktikant i FOF Aarhus’ afdeling for kommunikation og markedsføring. Jeg studerer kommunikation på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, og som led i uddannelsen var jeg i praktik på mit tredje semester. Det blev seks måneder fuld af faglig udfoldelse og praktiske erfaringer, som jeg næppe ville have tilegnet mig med næsen i en studiebog. Læs med og find ud af, hvad du kan få ud af at skifte skolebænken ud med praktikplads hos FOF Aarhus!

En del af teamet fra allerførste dag

Som kommunikationspraktikant i FOF Aarhus vil du indgå i et miljø, hvor der fra start er tiltro og ansvar på dine skuldre. Selvom jeg i mødet med ”den virkelige verden” følte mig meget ny og grøn, fik mine kollegaers åbenhed mig straks til at føle, at jeg var en vigtig brik i puslespillet. Jeg husker, at jeg allerede på førstedagen udarbejdede et par SoMe-opslag, og at det var den fedeste følelse endelig at få lov til at anvende mine færdigheder i praksis. Samtidig har jeg på vores ugentlige kommunikationsmøder altid haft medbestemmelse og følt, at mine færdigheder er blevet værdsat. Generelt summer hele huset af venlighed, og der er i hver en krog en hjælpende hånd at finde.

Erfaring med blandede opgaver

Vil du mere end blot at servere kaffe, men faktisk blive udfordret med ægte kommunikationsopgaver, så er FOF Aarhus et rigtig godt valg. Jeg har i løbet af min praktikperiode fået lov til at udforske mine kompetencer gennem en blandet omgang bolcher af kommunikationsopgaver. På listen over mine arbejdsopgaver finder du bl.a. videoproduktion, tekstarbejde til nyhedsbreve, deltagelse i Studiemessen, udarbejdelse af SoMe-indhold, opsætning af digitale annoncer og artikelskrivning til inspirationsfanen. Derudover har jeg haft det primære ansvar for koordineringen med FOF Aarhus’ anmelderkorps og for korrektur af deres indsendte foredragsanmeldelser. Tilsammen har alle opgaver, store som små, givet mig et unikt indblik i arbejdet med kommunikation og markedsføring, og de har fyldt min rygsæk med værdifulde erfaringer.

Folkeoplysning er ret sejt!

På en praktikplads som FOF Aarhus arbejder man med kommunikation på en anden måde, end hvad man gør i de klassiske kommunikationsbureauer – og det er megafedt! Hele essensen af folkeoplysningens bredtfavnende verden er at skabe rum for læring, gode oplevelser og fællesskab mellem mennesker. Dette giver unikke muligheder for at lave content-marketing, der tager afsæt i virkelige kursister og deres drømme. Noget af det, jeg synes har været sjovest i min praktikperiode, har netop været mødet med kursisterne. Hvad end det har været bag kameraet på et Mini maker-hold eller med pen og papir ved hånden under et interview med en 20-årig mandlig sy-entusiast, så har kursisternes glæde og drømme gang på gang inspireret mig.