Skip to content
Kalaallit Nunaat, natur og isbjerge. Foredrag i FOF Aarhus

Dansk kolonihistorie - foredragsrække

Kom til en spændende foredragsrække om Danmarks glemte kolonihistorie – en fortid, der nu vækker debat både nationalt og internationalt.

Hvorfor har Danmark længe kunnet gå under radaren som tidligere kolonimagt, mens andre europæiske lande har gennemlevet omfattende historiske opgør? Nu i 2025 er dansk kolonihistorie og dens tråde til nutiden pludselig kommet under både national og international belysning. Opgør med kolonihistorie, der i store dele af verden fandt sted fra 1950'erne og frem, er nu nået til Danmark. Hvilke spor har kolonitiden efterladt i vores samfund, og hvordan former fortiden stadig nutidens relationer?

Det dykker vi ned i til denne foredragsrække ved Thea Bladt, historiker og forsker, som giver dig indblik i, hvordan den danske kolonihistorie er blevet og bliver erindret.

På det første foredrag kaster Thea Bladt lys over Danmarks koloniale fortid: Hvor har Danmark haft kolonier? Hvornår og under hvilke omstændigheder er kolonierne ophørt med at være danske? Vi vil i den forbindelse diskutere, hvorfor historien om Danmark som kolonimagt ikke har været lige så gennemtrængende som for andre tidligere europæiske kolonimagter.

De to følgende foredrag zoomer ind på det komplekse forhold mellem Danmark og Kalaallit Nunaat (Grønland), hvor vi ser nærmere på de politiske initiativer og beslutninger, der har formet de aktuelle debatter om relationen mellem de to lande. Vi dykker ned i emner som officielle undskyldninger, forsoningsprocesser og oprindelige folks rettigheder.

Om Thea Bladt

Thea Bladt er ph.d.-studerende i Historie på Aarhus Universitet og medstifter samt styregruppemedlem for Uses of the Past Memory and Heritage Research Center (UPAST). Theas forskning fokuserer på erindring af kolonihistorie i Danmark og Holland fra 1990'erne og frem til i dag.

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Mandag 24.02.2025 10:00-12:00 Fjordsgade foreningshus Thea Bladt
2 Mandag 03.03.2025 10:00-12:00 Fjordsgade foreningshus Thea Bladt
3 Mandag 10.03.2025 10:00-12:00 Fjordsgade foreningshus Thea Bladt
Thea Bladt, historier, forsker og foredragsholder i FOF Aarhus

Thea Bladt