Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 4/12 kan du se hele vores forårsprogram på hjemmesiden.
Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 4/12 kan du se hele vores forårsprogram på hjemmesiden.
Hvordan har det lokale demokrati det egentlig i Aarhus? Er det sprudlende og i topform, eller er det nærmere at sammenligne med en sofakartoffel henslængt i folkestyrerets hængekøje?
Denne aften har vi inviteret Aarhus Kommunes stadsdirektør Martin Østergaard Christensen til at komme og give sit bud på temperaturen i det lokale demokrati i Aarhus Kommune.
”Demokrati er en styreform, men det er også en måde at være sammen med andre mennesker på. En samværsform. Et livssyn”. Sådan står der at læse under overskriften ”Den demokratiske samtale”, som af byrådet i Aarhus Kommune er udpeget som et af vor tids seks vilde problemer. Citatet er slet skjult inspireret af Hal Koch, som i 1945 udkom med klassikeren Hvad er demokrati?, og som siger, at ”demokrati kan aldrig sikres – netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes”.
Der venter os en spændende aften med Aarhus Kommunes øverste embedsmand, Martin Østergaard Christensen, som vil give os sit perspektiv på det lokale demokrati i kommunen. Hvilke trusler ser han forude, og hvilke muligheder ser han for at styrke (lokal)demokratiet? Og hvordan arbejder Aarhus Kommune med borgerinddragelse og nye veje til samskabelse i de af tidens store sager, dilemmaer og spørgsmål, der fylder i vores by?
Alt det – og sikkert meget mere – får vi lejlighed til at blive klogere på, når Martin Østergaard Christensen tager ordet. Efter oplægget bliver der lejlighed til både spørgsmål og debat.
Martin Østergaard Christensen har været stadsdirektør i Aarhus Kommune siden 2022. Før det var han i perioden 2018-2022 direktør for Børn og Unge i Aarhus Kommune, ligesom han tidligere har været direktør for Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune. Af uddannelse er Martin Østergaard Christensen cand.mag. i historie og psykologi fra Aalborg Universitet.