Kom med på en spændende to-timers rejse gennem Sydkorea. Foredraget vil gøre dig klogere på, hvad Sydkorea er i dag ved at trække tråde tilbage i historien. Korea er gennem historien blevet formet af sin beliggenhed mellem Kina og Japan, og Sydkorea defineres i dag ofte gennem sit naboskab med et fjendtligt Nordkorea.
Korea har af flere omgange været besat af Japan og senest fra 1910-1945 var hele den koreanske halvø under japansk herredømme. Efter anden verdenskrig blev landet opdelt i to enheder – det kommunistiske nord og det kapitalistiske syd. Landene orienterede sig mod hhv. Sovjet og Kina på den ene side og USA og Vesten på den anden. Det ledte til en blodig krig i årene 1950 til 1953. Herefter fulgte en hidtil uset økonomisk vækst kendt som Miraklet på Hanfloden, hvor landet fik etableret sig som den økonomiske stormagt, vi kender i dag. Men prisen var høj, for den eksplosive vækst fandt sted under et brutalt militærdiktatur, som først faldt i 1987. Sydkorea er altså stadig et relativt ungt demokrati med en engageret og ekstremt veluddannet befolkning.
I dag er Sydkorea en økonomisk stormagt med verdens 12. største økonomi, og i G20 sammenslutningen har landet stor indflydelse. Det er samtidig også det land, som har den hurtigst aldrende befolkning og verdens laveste fødselsrate. Koreanerne er blandt de hårdest arbejdende i OECD, og konkurrencen for at komme ind på de prestigefulde universiteter og videre til giganter som Hyundai og Samsung er benhård.
Foredraget henvender sig til alle, som ønsker at blive klogere på samfund, traditioner, historie og ikke mindst de overraskende og spændende kulturfænomener, som strømmer ud fra Sydkorea i dag. Du får indblik i både Koreakrigen og de efterfølgende spændinger. Buddhismens fald og den fremadstormende kristendom. Sociale hierarkier, omgangsformer og gamle traditioner. Den enorme og søvnløse storby Seoul, som ligger blot en times kørsel fra grænsen til Nordkorea. Noraebang (karaoke), soju og koreansk arbejdskultur – og sidst men ikke mindst populærkulturen, K-culture også kendt som Hallyu, som du måske har oplevet med ørehængeren Gangnam Style (2012), Netflix-serien Squid Game (2021) eller Oscar-vinderen Parasite (2019).