Vægttabsmedicin er på kort tid blevet udbredt verden over, og mange betaler i dyre domme for den slanke linje, men vidste du, at din krop kan klare det selv? Fra naturens side er vi nemlig i stand til at danne vores egne vægttabshormoner.
I dette spændende foredrag tager lægemiddelforsker Anette Sams dig med på en opdagelsesrejse gennem kroppens egne vægttabshormoner. Hun giver en grundig indføring i, hvordan disse naturlige vægttabshormoner dannes og fungerer i kroppen. Du får også praktiske råd om, hvad du kan spise, og hvornår du bør spise for at aktivere vægttabshormonerne.
Anette Sams' mission er at udbrede forståelsen for, hvor fantastisk vores krop i virkeligheden er, og hvordan kroppen fungerer. Kroppens naturlige vægttabshormoner hjælper os ikke blot med at slippe af med de overflødige kilo, men bidrager også til at regulere blodsukkeret, virker antiinflammatorisk og har positiv effekt på en lang række udbredte sygdomme og lidelser.
Kom og bliv klogere på, hvordan du kan styrke din krops evner, stabilisere blodsukkeret og bekæmpe inflammatoriske tilstande, samtidig med at du siger farvel til de ekstra kilo. Det handler ikke kun om kalorier, men om at forstå og udnytte din krops fantastiske biologi.
Om Anette Sams
Anette Sams er tidligere diabetesforsker, forandringsleder og director i Novo Nordisk A/S. Hun er desuden tilknyttet en forskningsenhed på Rigshospitalet, og er forfatter til flere bestsellere bl.a. Sandheden om sukker (2017), Ud af Diabetes 2 (2018) og Kålhydrater (2022). Foredraget tager udgangspunkt i Sams' kommende bog Kroppen kan selv: Aktiver dine naturlige vægttabshormoner (2025).
Der vil være bogsalg med mulighed for signering af Anettes nye bog Kroppen kan selv: Aktiver dine naturlige vægttabshormoner i forbindelse med foredraget.
Arrangør: FOF Aarhus i samarbejde med Dokk1.