Tag med når vi over tre dage tager ud i den unikke og storslåede danske natur!
I 2018 blev 15 natursteder udvalgt til Danmarks Naturkanon. Efter en lang udvælgelsesproces, der tog afsæt i 1671 forslag, blev 30 udvalgte steder nomineret, og heraf blev 15 udnævnt til at udgøre Danmarks første Naturkanon. For at være en del af denne kanon skal naturen være særlig, smuk og bemærkelsesværdig samt have en væsentlig biologisk, geologisk eller landskabelig værdi. Den skal også være offentligt tilgængelig med en enkelt lokalitet, der fungerer som en portal til området.
På Naturhøjskolen skal vi ved selvsyn opleve tre af de nominerede steder. Vi skal fordybe os i den smukke natur, udforske den til fods og vurdere stedernes naturværdier samt værdien af at have en Naturkanon. Geologien og kulturhistorien bliver også en væsentlig del af dagenes indhold.
Grib kikkerten og tag med på tur!
På Naturhøjskolens første dag skal vi opleve Danmarks største fredede område, masser af vild natur og et af Danmarks største naturgenopretningsprojekter i Lille Vildmose. Naturplejen her involverer dyr som Galloway-kvæg, Konik-heste, vildsvin, krondyr og – som det eneste sted i Danmark – elge. Her findes også Nordvesteuropas største lavlandshøjmose og store uberørte skovområder, der ser ud som de skove, der prægede og herskede i stenalderen. De uforstyrrede skove huser desuden to par ynglende kongeørne og et par havørne. I moseområderne yngler flere tranepar, sangsvaner og et utal af ænder og gæs.
Kysten og skovene på Trelde Næs er en kronjuvel, når det handler om natur og geologi. Forekomsten af sjældne og truede planter, sjældne svampe og insekter i skovene er unik i dansk sammenhæng, og Treldeskovene hører til de biologisk set mest værdifulde i landet. De dramatiske kystskrænter med Trelde Klint, med spor af hele tre istider, er kendt for righoldige fossiler, der beretter om tidligere tiders liv i havet. Stedet er derfor også udpeget som nationalt geologisk interesseområde. I de bagvedliggende, relativt urørte skove findes der unik, varieret natur med masser af gamle træer.
På turen er der mulighed for at finde Danmarks største orkide, Stor Gøgeurt, eller en af de ni andre orkide-arter, som findes i skovene.
Vejlerne ved Limfjorden er i dag Nordeuropas største fuglereservat og et af de vigtigste områder for ynglende og rastende vandfugle. Området er opstået lidt tilfældigt i slutningen af 1800-tallet efter gentagende mislykkede forsøg på at afvande de lavvandede fjorde og vige, der oprindeligt lå her. I dag er området Skandinaviens største sammenhængende rørskove med udstrakte enge og søer, der sikrer faste levesteder for store bestande af vandfugle. Mere end 300 fuglearter er registreret i Vejlerne, heraf 130 er ynglende. Mindst 10 fuglearter har deres vigtigste danske levested her. De smukke fugletårne, skjul og centre gør adgangen til naturoplevelser tilgængelig for alle.
På denne dag bliver der også tid til et besøg ved Bulbjerg – en geologisk og landskabsmæssig perle. Her står de 47 m stejle kridtklinter i evig kamp mod de eroderende kræfter fra Vesterhavet. Her finder man også Danmarks eneste fuglefjeld med hundredvis af ynglende ride-par på de utilgængelige hylder på klinten.
Alle dage er der afgang fra Musikhuset Aarhus kl. 09.00, hvor vi sættes af igen kl. 17.00, undtagen den sidste dag, hvor vi har fællesspisning over bål og hjemkomst kl. 20.30.
Prisen er inkl. bus t/r, guide, kaffe og aftensmad den sidste dag. Husk selv madpakke til frokost alle dage.
Naturhøjskoledagene er for alle. Du skal kunne gå de daglige gåture på omkring 5-6 km i let kuperet terræn med flere pauser indlagt til fordybelse.
Dato | Tid | Sted | Navn | |
---|---|---|---|---|
1 | Tirsdag 03.06.2025 | 09:00-17:30 | John Simoni | |
2 | Onsdag 04.06.2025 | 09:00-17:30 | John Simoni | |
3 | Torsdag 05.06.2025 | 09:00-21:00 | John Simoni |
Jeg er biolog og naturvejleder med et livslangt forhold til naturen.
Jeg har studeret Naturfags Didaktik ved Aarhus Universitet.
Ejer af rejse- og oplevelsesfirmaet Natours.dk. Har en bred og erfaren formidlingsbaggrund og betegnes som en af Danmarks bedste og mest engagerede formidlere.