Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 4/12 kan du se hele vores forårsprogram på hjemmesiden.
Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 4/12 kan du se hele vores forårsprogram på hjemmesiden.
Foredragene afholdes i Solsalen, Ingerslevs Boulevard 3, kl. 9.30-11.30. Dørene åbner kl. 9.00.
Vil du have en gæst med til foredragene? Det er muligt at medbringe gæster til fredagsforedragene. Entreprisen pr. gæst er kr. 100.-. Gæstebillet kan købes ved at ringe til FOF Aarhus på tlf. 8612 2955, i FOF Butikken i H. H. Seedorffs Stræde 7 eller med MobilePay til foredraget.
Foredragsholder: Søs Egelind – skuespillerinde, instruktør og komiker
Søs Egelind er dobbelt verdensmester i at overleve kræft og deler rundhåndet ud af sine erfaringer i et personligt, livsbekræftende og tankevækkende foredrag om livstruende sygdom. Hun fortæller, hvordan man kan gå igennem en voldsom krise og komme ud på den anden side som et klogere, mere lykkeligt og taknemmeligt menneske.
Søs Egelind fik dengang konstateret lymfeknudekræft og var med egne ord ”syltet godt og grundigt ind fra top til tå”, men overlevede, for så at blive ramt af en ondartet modermærkecancer. Hun har haft mange udfordringer, men opdagede, at alvorlig sygdom kan være en gave, hvis man fokuserer på at overleve. Denne aften byder på et åbenhjertigt foredrag, ikke kun om sygdom, men om mod, overlevelse, glæde og kærligheden til livet!
Foredragsholder: Ole J. Knudsen – kommunikationsmedarbejder, Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet, formidler af naturvidenskab samt ekspert indenfor astronomi og rummet
Hvad lavede Andreas Mogensen ombord på rumstationen ISS? Hvilke resultater kom fra forskningen på Huginn-missionen? Hvordan fungerer en husholdning i en højde af 386 km fra jorden?
Få svar på alle dine spørgsmål, når vi dykker ned i den fascinerende rumekspedition. Vi får besøg af astronom og fysiker Ole J. Knudsen fra Aarhus Space Centre, der er ambassadør for Andreas Mogensens Huginn-mission. Knudsen fortæller spændende fakta om Andreas' forskning og giver os et indblik i hverdagen i vægtløs tilstand på rumstationen ISS.
Andreas Mogensen landede på ISS i august 2023 og opholdt sig der indtil starten af marts 2024. Her udførte han en række forsøg for danske universiteter og virksomheder, og han fungerede som kommandør på rumstationen. I rummet medbragte Andreas en række danske "kulturgenstande", fx fysikeren Niels Bohrs nobelprismedalje og en Rasmus Klump-dukke.
Foredragsholder: Jarl Cordua – politisk kommentator og vært på det politiske magasin ”Borgen Late Night”
Jarl Cordua er en af landets skarpeste og mest nådesløse politiske kommentatorer. I dette foredrag analyserer han den aktuelle politiske situation under SVM-regeringen.
Hvordan vil regeringen forandre Danmark? Hvad er oppositionens muligheder under SVM-regeringen? Og ikke mindst: Hvad er sandsynligheden for, at SVM-regeringen bliver genvalgt?
Få Corduas analyser af de vigtigste emner i dansk politik lige nu. Det bliver en underholdende og knivskarp formiddag uden omsvøb.
Foredragsholder: Annika Normann – konservator og daglig leder ved De Veterinære Samlinger
Kvægpest, lungesyge hos heste og en kvik Struensee var nogle af grundstenene til oprettelsen af Veterinærskolen på Christianshavn i 1773, hvor Danmark fik et formelt uddannelsessystem for dyrlæger.
Siden da har veterinærskolen afspejlet samfundets udvikling og bidraget til at løse væsentlige problemstillinger inden for dyresundhed og -velfærd, sikre fødevarer og udbrede viden om sammenhængen mellem dyrs og menneskers sundhed.
Gennem tiden har flere af veterinærskolens afdelinger indsamlet genstande og præparater til brug i undervisningen. I dag er omkring 50.000 af disse bevaret og opdelt i 11 samlinger, som går under betegnelsen De Veterinære Samlinger. Samlingerne opbevares rundt omkring på Frederiksberg Campus og i et magasin i Tåstrup, men kun enkelte er tilgængelige for offentligheden.
Annika Normann er uddannet konservator og arbejder til dagligt med bevaring af De Veterinære Samlinger. Hun vil fortælle om nogle af de problematikker, hun oftest står over for, og hvad det er, der gør arbejdet både udfordrende og interessant. Annika vil desuden fortælle om veterinærfagets 250 år lange historie og fremvise udvalgte eksempler fra de forskellige samlinger.
Det bliver en formiddag, hvor vi bliver klogere på både konservering, dansk veterinærhistorie, forskning og behandling af dyr. Du hører bl.a. om tidlige behandlingsmetoder, fx åreladning og kastration med klemmer, indførsel af anæstesi og antiseptik, tidlig kræftforskning, oprettelse af dyreværnslove, bekæmpelse af parasitter, tuberkulose og mund- og klovesyge – men også fortællinger om kendte professorer, patienter, særprægede præparater, misfostre, hjemmelavede instrumenter, ukendte sygdomme og sjove anekdoter.
Foredragsholder: Jakob Bonderup – højskoleforstander på Engelsholm Højskole og del af FOF’s sangaftner
Denne fredag er helliget Højskolesangbogen og fællessangen, når højskoleforstander Jakob Bonderup fra Engelsholm Højskole kigger forbi Kulturhøjskolen for at give os et par timers fællessang.
Vi skal først og fremmest synge sammen fra Højskolesangbogen, og ingen er bedre til at lede en sådan seance, end Jakob Bonderup er. Kender vi Jakob godt, så vil han formentlig både komme med et tema, som der synges omkring, ligesom han som regel også vil orkestrere, at forsamlingen frit kan ønske sange fra Højskolesangbogen.
Vi tør godt love, at Jakob både knytter saglige fortællinger, ukendte fakta og finurlige anekdoter til sangene – få herhjemme er nemlig så velbevandret i Højskolesangbogen, som Jakob Bonderup er.
Der venter dig en dejlig og hjertevarm fredag i fællessangens og fællesskabets tegn. Kom og syng med!
Foredragsholder: Peter Svarre – en af de førende rådgivere og eksperter inden for feltet digital strategi og AI – kunstig intelligens
Kunstig intelligens, mobiltelefoner og sociale medier har for altid forandret vores verden. Computere er begyndt at tale, skrive, digte og male lige så godt som mennesker. Selvkørende biler kører rundt i gaderne i San Francisco, og robotter laver parkour.
Udviklingen er både skræmmende og fascinerende. Skræmmende fordi vi frygter, at maskinerne gør os overflødige, og fascinerende fordi vi forestiller os, at maskinerne gør os til supermennesker.
Hvad betyder de kunstige intelligenser for vores dagligdag og vores arbejde?
Dét kommer du til at høre om i dette oplæg med Peter Svarre, hvor du med garanti også kommer til at reflektere over, hvordan dit liv bliver påvirket af kunstig intelligens.
Foredragsholder: Henning Frandsen – historiker og journalist
Fra 1911 til 1961 husede Livø i Limfjorden en øanstalt for såkaldte ”antisociale, kriminelle og åndssvage mænd”, og fra 1923 til 1961 risikerede ”seksuelt løsagtige og åndssvage unge piger og kvinder” at havne på Sprogø. Én af de personer, som har fundet plads i foredraget, er Oluf Nyrup Rasmussen – far til fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen – som blev deporteret til Livø i 1924 og først slap fri i 1931.
Forskelle i individers, racers og klassers evner skyldtes nedarvede faktorer, mente en række indflydelsesrige mænd med den socialdemokratiske minister K.K. Steincke i spidsen i tiden efter 1. Verdenskrig. Og da middelklasseforældrene var begyndt at føde færre børn, mens arbejder- og bondebefolkningen fortsat avlede mange børn, frygtede Steincke med flere, at Danmark ville blive oversvømmet af ”undermålere”, ”minusindivider” og ”defekte”, som man kaldte de uønskede mænd og kvinder.
Bekymringen gik også på en dalende kønsmoral og en øgning af antallet af kønssygdomme, hvor den seksuelt aktive kvinde blev anset som smittespreder. Derfor skulle man forhindre disse grupper i at få børn, bl.a. via kastration og sterilisation, i første omgang dog ved at internere dem på øerne Livø og Sprogø.
Foredraget dykker ned i udvalgte mænd og kvinders historie og navnlig om deres ophold på Livø og Sprogø. Henning Frandsen sætter det i en historisk ramme med omtale af bl.a. darwinisme, degenerationsteori, racehygiejne/arvehygiejne og medlidenhedsdrab.
Foredragsholder: David Trads – journalist, debattør og forfatter
Når USA går til præsidentvalg i november i år, er det et vildere valg, end nogen kan erindre! Denne gang handler det ikke bare om, hvem der bliver præsident, men om noget endnu større: Overlever USA’s demokrati? Og hvad med Ukraine?
Det er Donald Trump, 78 år, mod Kamala Harris, 59 år. Trump bliver ved med - uden hold i virkeligheden - at påstå, at han vandt valget i 2020. Alt er på spil! Harris er overraskelsen, der trådte til, da Biden trak sig. Hvem vinder?
David Trads, forfatter til to bestsellere om USA, og en af vores førende USA-kendere, leverer indsigt og underholdning om det mest fascinerende og skræmmende land på kloden.
Foredragsholder: Vibe Termansen – historiker, forfatter og journalist
Ét sted i Europa er det hele to gange lykkedes befolkningen at stemme sig af med autokrater, fredeligt og ublodigt. Landet er Polen – tiden er 1989 og 2023.
Hvordan gjorde de? Hvilke udfordringer står den nye polske regering med i dag, hvor den skal gen-demokratisere et dybt splittet samfund? Hvordan går det med det – og med forholdet til EU, Ukraine og Rusland?
Mød Vibe Termansen, østeuropahistoriker, der har fulgt regionen i mere end 20 år. Undervejs har hun været journalist på Weekendavisen, EU-analytiker og arbejdet på den danske ambassade i Warszawa.
Foredragsholder: Nick Bo Madsen – cand.mag. i filosofi og nordisk litteratur, underviser på Kulturhøjskolen
Den franske renæssancehumanist Michel de Montaigne (1533-1592) regnes for ophavsmanden til essayet som litterær form. Det var i denne form, han udtrykte sine tanker om alskens fænomener og ligeledes reflekterede over sin egen eksistens. Det særlige ved essayet er netop, at tankerne om dette og hint har sit udgangs- og omdrejningspunkt i den personlige sansning, refleksion og erfaring.
Foredraget giver en introduktion til Montaignes liv og tænkning. Hans udvikling af essayet som tankeform kan ses som et modsvar til det barbari, som renæssancen havde udviklet sig til i samtidens blodige religionskrige. Over for dette scenarie viser hans essays en hyldest til det mangfoldige og uperfekte liv præget af tolerance og nysgerrighed frem for fordomsfuldhed og troen på universelle sandheder.
I foredragets sidste del vil vi kaste et blik på nogle af de senere store essayister for at se, hvordan de bruger og nytænker genren. Dette leder os afslutningsvis til spørgsmålet: Er der noget ved essayet som tankeform og livsindstilling, der kan hjælpe os med at navigere samt bevare håb og humør i vores aktuelle virkelighed med dens dystre scenarier?
Foredragsholder: Henrik Engelbrecht – forfatter og operaekspert
Han var allerede i sin levetid kendt for sine fantastiske operaer – og desuden som både bilfanatiker, storryger, kvindebedårer og modeikon. Hans tjenestepige begår selvmord, da hun bliver beskyldt for at have en affære med den velklædte komponist – og han er også om sig, når det gælder de sopraner, han giver nogle af de mest elskede arier i operarepertoiret.
Hør den forrygende historien om komponisten til Tosca, La bohéme, Turandot og Madame Butterfly, når operaekspert Henrik Engelbrecht tager os med til Italiens pulserende operaverden i årtierne omkring år 1900. Foredraget markerer 100-året for Giacomo Puccinis alt for tidlige død som 65-årig i 1924 – og du hører eksempler på de gribende arier, som han er blevet kendt for. Du får måske brug for et lommetørklæde undervejs…
Turleder: Peter Uldahl – musiker, cand.mag. i musikvidenskab og underviser på Kulturhøjskolen
Vi går julen i møde med en stemningsfyldt udflugt til Viborgs julemarked med julefrokost, juleparade, julemusik – og selvfølgelig: en masse julehygge!
Sammen nyder vi en skøn frokost på Restaurant Rod, hvor Peter Uldahl undervejs vil spille julesange og -musik.
Mens vi bevæger os gennem byen, vil vi dykke ned i Viborgs rige historie og kultur – og så skal vi med egne øjne opleve, hvorfor Viborg gentagne gange er blevet kåret til årets juleby.
Nærmere information om turen følger i løbet af efteråret. Et mindre gebyr for turen pålægges.
Foredragsholder: Carsten Knudsen – dansk komponist, musiker og entertainer
Carsten Knudsen fortæller om sit liv og sin karriere frem til i dag. Du vil høre historier helt tilbage fra dengang, hvor han øvede med et band ude i laden mellem halmballerne i sit barndomshjem. Der er selvfølgelig også fortællingen om De Nattergale og om tre drengerøve, der i starten kørte rundt i en Mazda med anhængertræk og trailer. Det udvikler sig til en trio, der får deres grej kørt rundt i en truck. Hør også om rollefordeling på og bag scenen, og om hvordan bandets medlemmer drager fordel af hinandens egenskaber.
Som musiker og komponist har Carsten gennem hele sin karriere søgt udfordringer og lært nye instrumenter og stilarter at kende. Og det er nok et held for publikum, at han droppede sækkepiben efter få minutter. Undervejs i fredagens foredraget giver Carsten musikalske eksempler, og han har sin mors gamle træde-orgel med til de musikalske tragedier. Ukulelen og guitaren vil blive brugt til mere poetiske indslag.
Hvordan skriver han sange? Hvordan komponerer han? Hvad er missionen?
Carsten vil indvie os i sit behov for at flytte sig ud af komfortzonen, for derved at udvikle talentet og for ikke at stivne i ét udtryk. Den personlige udvikling berører han også. Han vil dele ud af, hvordan han på et tidspunkt vokser fra at være en hæmmet person med mindreværd til at være en, som tør stå frem som selvstændig artist.
Kom med til et spændende musikalsk foredrag – og en særdeles festlig afslutning på Kulturhøjskolen!