Skip to content

Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 4/12 kan du se hele vores forårsprogram på hjemmesiden.

Christiansfeld bymidte | På tur med FOF Aarhus

Tur til Christiansfeld

Oplev Christiansfeld

En perle fyldt med historie og kultur

Turledere: Christian Egander Skov, historiker, ph.d. og Uffe Holmgaard Eriksen, teolog, ph.d., begge undervisere på FOF Aarhus’ Kulturhøjskole.

Tilmeldingsfrist: fredag d. 9. maj 2025.

FOF Aarhus inviterer dig på en enestående tur til Christiansfeld, hvor historie, kultur og arkitektur går op i en højere enhed. Byen er mere end blot honningkager og julehygge – som UNESCO verdensarvsby, grundlagt af de protestantiske herrnhutere i 1773, har Christiansfeld en unik arv, der stadig kan mærkes i byens atmosfære.

På denne spændende heldagstur udforsker vi byens historiske og kulturelle skatkammer, men vores kyndige turledere guider dig gennem byens fortællinger og religiøse betydning. Med besøg på Genforenings- og Grænsemuseet, en historisk byvandring og et foredrag i Brødremenigheden får du en dag fyldt med oplevelser.

Dagen byder også på lækre måltider: frokost i den charmerende Kongens Kælder og en afsluttende middag i hyggelige omgivelser på Den Gamle Grænsekro. Tag med os på en historisk rejse til det nordlige Sønderjylland, og oplev en af Danmarks mest unikke byer.

Download et program

Dagsprogram

Kl. 09.00: Afgang fra Musikhuset Aarhus, busholdepladsen på Valdemarsgade 1. På turen til Christiansfeld fortæller turlederne om dagens højdepunkter og områdets fascinerende historie.

Kl. 10.45: Vi besøger Genforenings-og Grænsemuseet, hvor vi dykker ned i historien med en guidet tur ledet af museets eksperter. Herefter er der tid til at udforske museet på egen hånd, inden vi fortsætter mod vores frokostdestination. Afgang fra museet kl. 12.00.

Kl. 12.15: Vi ankommer til Christiansfeld, hvor vi skal nyde en fælles frokost i restauranten Kongens kælder. Menuen er smørrebrød på hjemmebagt rugbrød, ekskl. drikkevarer.

Kl. 13.30: Efter frokosten tager vi på en guidet byvandring, hvor dine kyndige turledere deler spændende fortællinger om Christiansfelds historie. Vi afslutter turen med et foredrag i Brødremenigheden, som giver dig et dybere indblik i byens unikke kulturarv.

Kl. 18.00: Vi afslutter dagen med en fælles middag på Den Gamle Grænsekro. Menuen står på Wienerschnitzel med pandestegte kartofler, ærter og brunet smørsauce, samt dessertpandekager med brombærsyltetøj, vaniljeis og frisk frugt, ekskl. drikkevarer.
Vi forventer at være tilbage i Aarhus omkring kl. 21.00.

Praktiske informationer

Prisen er inkl. bus t/r, besøg og rundvisning på Genforenings- og Grænsemuseet, byvandring i Christiansfeld, foredrag i Brødremenigheden, frokost i Kongens Kælder samt middag på Den Gamle Grænsekro (frokost og middag er ekskl. drikkevarer).

Bemærk venligst: Deltagelse forudsætter, at du er godt gående. Hvis du har særlige allergener, vi skal være opmærksomme på ift. frokosten, skal du venligst give besked om dette ved tilmeldingen.