Tag dit barn eller barnebarn med til et lærerigt og livsbekræftende musikværksted, hvor læring er leg, og leg er læring!
Vi skal synge, hoppe, danse og fortælle historier med kroppen, imens vi bruger rekvisitter i form af tørklæder, bolde, rasleæg og faldskærm og lader fantasien flyve frit. Det er en eksplosion af farver, bevægelse og fantasi! Vi forvandler sang og dans til en spændende oplevelse, hvor børnene ikke bare lytter, men bliver en del af musikken.
Undervejs i forløbet vil børnene lære de to hånddukker Tulle og Skralle godt at kende, når de bringer historier til live med deres charme og skøre påfund. Disse to skønne karakterer vil være dit barns bedste musikalske venner, og de vil opleve en verden af eventyr sammen.
Underviseren er Ditte Aarup Johnsen fra Eventyrværkstedet. Ditte har specialiseret sig i at udvikle og optræde med musikalske børneforestillinger, særligt med Tulle og Skralle.
Holdet er for børn på 2-3 år og deres forælder, bedsteforælder eller anden voksen i følgeskab. Det er målrettet jer, der ønsker at have et sjovt fællesskab omkring musikken. Vi opfordrer til, at alle deltager, både børn og voksne, for at få mest muligt ud af kurset.
OBS: Børn er gratis, men ved tilmelding skal du skrive under bemærkning, hvor mange børn du medbringer (maks. 2 børn pr. voksen).
På forløbet bruger vi tre flotte Tulle og Skralle-sanghæfter. Hvis du har lyst til at købe sanghæfterne med hjem, kan du gøre det, når vi ses. Du kan også købe dem, inden forløbet starter, på www.tulleogskralle.dk.
Holdet er begrænset til maks. 20 børn samt voksne.