Skip to content
Billede af franske bygninger i fransk by

DELF: Alment fransk (A1)

Genopdag dit franske og få et internationalt anerkendt bevis.

Du har måske snuset lidt til fransk før, men føler at det meste er gået i glemmebogen? Drømmer du om at kunne bestille mad på en hyggelig fransk café eller præsentere dig selv med selvtillid på fransk? På kurset lærer du netop det, du skal bruge for at bestå DELF A1 - et internationalt anerkendt diplom, der dokumenterer, at du kan klare dig i helt enkle situationer på fransk.

På kurset vil du øve og udvikle din evne til at tale, lytte, læse og skrive fransk på et elementært niveau, så du ender med at kunne:

  • præsentere dig selv
  • forstå simple meddelelser og instruktioner
  • læse og forstå korte, enkle tekster
  • udfylde en formular med navn, nationalitet, adresse mv.
  • skrive et postkort eller en sms-besked
  • besvare enkle spørgsmål om mig selv (fx mit navn, min nationalitet, mine aktiviteter)
  • stille enkle spørgsmål
  • købe noget og betale for det.

Kurset giver dig et godt fundament at bygge på, hvis du vælger at fortsætte på det efterfølgende DELF-modul: DELF A2

Download folder med alle FOF Aarhus' certifikatsprogkurser

DELF-diplom

Du kan gå til eksamen efter kurset, hvis du ønsker at få et diplom, men det er ikke et krav for at følge kurset. Hvis du har deltaget i kurset, vil der imidlertid være en reduktion i eksamensgebyret.

Forudsætninger for deltagelse

DELF A1 er for begyndere, men ikke for absolutte begyndere. Kurset forudsætter, at du har en smule kendskab til fransk i forvejen, fx et år i folkeskolen eller en sæson på aftenskole.

A1-niveauet er det laveste på CEFR-skalaen (den fælleseuropæiske referenceramme for sprog). Du kan teste dit CEFR-niveau ved at tage vores gratis vejledende onlinetest i fransk.

Hvis dit testresultat viser en blanding af A1 og <A1, er ”DELF: Alment fransk (A1)” sandsynligvis det rigtige kursus for dig. Vi anbefaler, at du tager testen, før du tilmelder dig. Har du efterfølgende brug for hjælp til at fortolke dit testresultat, er du velkommen til at kontakte en medarbejder i sprogafdelingen.

Undervisningsmaterialer

Vi bruger lærebogen Édito A1, som er specielt designet til at forberede dig til DELF A1 eksamen:

“Edito A1, méthode de français” (Edition 2022-2024, ISBN 9783125297418), evt. plus det tilhørende hæfte “Cahier d’activités” (Edition 2022-2024, ISBN: 978-2278103652) til selvstudie.

Bøgerne kan købes hos Geneviève Munck International Book Service, Klostergade 33, 1., 8000 Aarhus C.

Undervisningsmaterialer er ikke inkluderet i prisen.

Om DELF

DELF består af 4 selvstændige, internationalt anerkendte diplomer, svarende til de 4 første niveauer (A1, A2, B1 og B2) på CEFR-skalaen (CEFR: Den fælles europæiske referenceramme for sprog).

Et DELF A1-diplom dokumenterer, at du kan forstå og udtrykke dig på et meget elementært niveau og give simple oplysninger om fx dig selv og dine familie- og arbejdsforhold, ligesom du kan fungere nogenlunde i meget elementære dagligdags situationer som indkøb, restaurantbesøg m.m.

Information

Datoer

Dato Tid Sted Navn
1 Tirsdag 29.10.2024 17:00-18:50 Fjordsgade foreningshus Jannick Markussen
2 Tirsdag 12.11.2024 17:00-18:50 Fjordsgade foreningshus Jannick Markussen
3 Tirsdag 26.11.2024 17:00-18:50 Fjordsgade foreningshus Jannick Markussen
Se alle Se færre

Jannick Markussen

Jeg er halv franskmand og halv dansker og har boet i Danmark i over 20 år.

I 2013 blev jeg uddannet translatør og tolk i fransk (cand.ling.merc.). I løbet af min uddannelse var jeg på udveksling i hhv. Aix-en-Provence og Mons, Belgien.
Derudover er jeg medredaktør på ejendomsordbogen fransk-dansk (ordbogen.com)

På den pædagogiske front har jeg valgt at videreuddanne mig til meritlærer med hhv. fransk, engelsk og historie som linjefag.