Du har haft spansk i gymnasiet for mange år siden, men du har ikke rigtig brugt det og har derfor glemt det meste igen. På dette kursus får du genopfrisket det glemte og får et passivt ordforråd gjort aktivt.
Vi begynder på et let niveau, men går relativt hurtigt frem. Fokus er på samtale og ordforråd, men sideløbende repeterer vi den grundlæggende grammatik gennem systematiske punktnedslag.
Du skal afsætte god tid til hjemmearbejde, hvis du vil have det fulde udbytte af kurset. Hasta la vista!
Undervisningsmaterialer
Vi tager udgangspunkt i 8-10 væsentlige områder inden for grammatikken i øvehæftet Libro de trabajo, der hører til lærebogssystemet Buena Idea 1. Bogen findes både som trykt bog og som e-bog. E-bogen er billigst, men den trykte bog kan være rarere at sidde med til undervisningen.
Bogkøb aftales første mødegang. Både papir- og e-bog kan købes via hjemmesiden på forlaget Praxis, men den trykte bog kan også købes eller bestilles hos en boghandler.
Yderligere tekster og øvelser vil imod en beskeden betaling (max 50 kr.) blive udleveret som print i løbet af kurset.
Bøger og materialer er ikke inkluderet i kursusprisen.