Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 4/12 kan du se hele vores forårsprogram på hjemmesiden.
Glæd dig til alle vores nye kurser, foredrag og ture! Vi åbner løbende for tilmelding, og senest d. 4/12 kan du se hele vores forårsprogram på hjemmesiden.
Er du vild med spansk sprog og spansk kultur? Så kan vi glæde dig med, at FOF Aarhus i maj 2025 atter udbyder en Spansk uge – 5 dage med intensiv sprogundervisning og en række spændende foredrag om spansk kultur og historie.
Alle undervisere har spansk som modersmål, og al undervisning foregår på spansk. Nogle af underviserne hentes herop fra Spanien og bringer et frisk pust fra landet med sig, men der vil også være tilknyttet mindst én af FOF Aarhus’ egne spansksprogede undervisere, så du altid vil kunne få en forklaring eller hjælp på dansk.
Undervisningen foregår på 3 forskellige niveauer. Vi opdeler deltagerne i niveauer inden kurset, men du har mulighed for at skifte til et andet niveau i løbet af de første dage, hvis du føler dig fejlplaceret.
Hovedformålet er, at du bliver bedre til at tale og forstå spansk og samtidig får styrket din praktiske grammatikforståelse. Gennem korte tekster, små videoer, sange, billeder og sjove spil snakker og leger vi os igennem mange af de situationer, du typisk vil opleve på rejse i Spanien. Emnerne for undervisningen kan også være kultur, historie, kunst, traditioner, seværdigheder, musik etc.
Der vi kun være ganske lidt hjemmearbejde.
Dagen slutter typisk med et foredrag på letforståeligt spansk, understøttet af billeder, eller af en sprogrelateret aktivitet. Emnerne for foredragene kan være mange forskellige: Fester, traditioner, musik, teater, dialekter, familieliv, historie, interessante lokalområder – måske med en afstikker til de spansktalende lande i Sydamerika. Det kan også være aktuelle emner – hvad sker der f.eks. i Spanien lige her og nu?
Du skal som minimum have gået til spansk i 2 år, f.eks. på aftenskole.
Dagene forløber således*:
09.00-12.00 Sprogundervisning
12.00-12.45 Frokostpause
12.45-13.45 Sprogundervisning
13.45-14.00 Kaffepause
14.00-15.00 Foredrag eller aktivitet
*Om fredagen forløber dagen lidt anderledes, og der sluttes af med fællesspisning.
Alle udgifter til undervisning og foredrag inkl. undervisningsmaterialer samt en let frokost mandag og en festlig tapasbuffet inkl. drikkevarer om fredagen. Desuden kaffe/te/frugt/småkager i pauserne.